Jeg går tit på gaden i det indre København, og ser tiggere sidde på jorden, og spørge sødt om nogle penge. For det meste inde ved Nørreport station, hvor jeg tager tog og metro fra hver dag. Hver gang jeg ser dem, for jeg ondt af dem, og tænker på hvor skrækkeligt det må være ikke at have et hjem. Hvordan kan det være gået så galt, så man er kommet til at bo på gaden? Tusinde passere hver dag, men de tjener måske højst en halvtresser om dagen. Det er jo ikke fordi vi er fattige i Danmark, og ikke kan undvære en tier, eller måske bare en femmer. Men desværre så undrer det mig ikke, at de ikke tjener mere end de gør. Vi må jo konstatere, lige meget hvor meget vi ellers modargumentere, at vi lever i et grådigt og selvisk land… Vi unge løber rundt med vores nyeste mærke tøj, lommerne fulde med kontanter, og et hav af muligheder for at få en super uddannelse og fremtid. Men tænk på mennesker i andre lande, eller måske endda her i Danmark, der fra første dag i deres liv, skal kæmpe for at få føde på bordet. I Indien, som jeg snart har været i et par gange, ser man hundrede hvis af tiggere, hvis man går en tur i en lokal by. De sidder på kantstenen med deres mugne krus, og spørg om penge til den mindste smule mad. Og så spørg man sig selv, hvorfor er der ikke nogle der hjælper dem? Og når man bare har kigget rundt, finder man ud af at der ikke er nogle der kan hjælpe dem. De er født til at leve i slum. De er dømt til at leve resten af deres liv, på renden til sult, og tvunget til at bruge alle metoder til at kunne skaffe penge. Alle metoder siger jeg! Folk der ikke har været i områder som det fattige Asien eller andre fattigområder, kender ikke til den rigtige betegnelse af elendighed, for når de ser en mand på Hovedbanegården, stå med sin guitar og spille det bedste han nu har lært, så får de ondt af ham, og giver ham en skilling. Jeg derimod, glæder mig bare over at han i det mindste har en guitar, smiler for mig selv over at jeg lever i rige Danmark, og sender en hilsen til alle fattige rundt omkring i verden, der intet har.
Aller første gang jeg var i et rigtig fattigt kvarter, i Indien, fik jeg kvalme. Jeg kunne ikke engang trække vejret gennem næsen, før jeg fik lyst til at løbe tilbage i vores fine lejebil med dejligt airkondition. Senere har jeg oplevet ting, som jeg vil kunne huske resten af livet. En af de ting, var da en kvinde kom til min farfar, smurt ind i affald og skidt, og tilbød ham at købe hendes lille pige hun havde liggende på armen, for halvtreds kroner! Selvom vi alle havde lyst til at tage imod barnet, og skynde sig til et sted hvor man kunne pleje det, sagde man selvfølgelig takkede nej. Man kan jo ikke bare købe et barn, på et marked i Indien. Udover det, har jeg også set kvinder liggende på kantstenene, med deres barn, som de hurtigt efter fødslen, bevidst har brækket legemer på dem, så turister ville få medlidenhed med dem. Med sådanne oplevelser på samvittigheden, har jeg oplevet de værste kvarterer på vore jord, men selvom det har været nogle ubehagelige oplevelser, er jeg stadig glad for at have set, hvordan der faktisk er nogle mennesker der lever.