Han fortæller også at han har været  i fængsel og nu lever han næsten på christania og tager stoffer og alt muligt andet crap

- I sit eget land -

Efter udgivelsen af min første blog ved navn; “Hjemløs i sit eget land” blev jeg mødt af en del reaktioner, både positive og negative. Dette overraskede mig forholdsvis meget da jeg ikke havde regnet med at uafhængige personer ville interessere sig for en skoleblog, men sådan kan man jo blive overrasket. Så nu har jeg valgt at udgive endnu blog, som en form for follow-up på min første. Her komemr den:

Efter Israel i 1948 fik sin uafhængighed har landet været et mekka for etniske problemer. På den ene side har vi det jødiske folk og på den anden det muslimske. Begge disse lande mener at Palæstina retmæssigt tilhører dem. Personligt ansér jeg landet for at tilhøre det jødiske folk, dette standpunkt baserer jeg på en hel del forskellige argumenter som jeg nu vil ridse op. Jeg vil dog samtidig understrege at disse argumenterer ikke justificerer udryddelse af palæstinensiske civile osv. På den anden side justificerer de argumenter som det palæstinensiske folk har, ikke for selvmordsbomber og andre ekstremistiske udøvelser.

Jeg mener personligt ikke at man kan bruge oldtidshistorie som et argument i vore dage, da dette (som nævnt i tidligere kommentarer til min 1. blog) vil være fundamentalistisk. For at finde det første argument skal vi tilbage til slutningen af 1. verdenskrig: Denne zionistiske videnskabsmand havde i en længere periode hjulpet Storbritannien med udviklingen af våben, dette bar til sidst frugt og det lykkedes den jødiske professor at udvikle noget ammunition som sikrede England et vigtigt militært fremskridt. Som tak for dette valgte den daværende engelske regering at skænke “Det britiske mandat Palæstina” til jøderne. Allerede inden da havde jøder fra hele østeruopa påbegyndt deres “aliyah” til Palæstina, og det havde faktisk lykkedes det jødiske folk at slå sig forholdvist fredeligt ned i Palæstina.

I 46′er opstod der borgerkrig i Palæstina da der opstod en fejde mellem de britiske imperialister og de arabiske palæstinensere. I 1947 valgte briterne at trække sig ud af landet, og dette gav det jødiske folk en mulighed for at sikre det land de havde skrevet under på i 1917 (Balfour deklarationen). For at gøre en lang historie kort, lykkedes det i November 1947 det jødiske folk at få uafhængighed. Palæstina blev opdelt i to stater hvoraf det ene var jødisk og det andet Muslimsk. Selvom dette var en nedgradering af aftalen fra 1917 var dette et skridt i den rigtige vej. Et skridt man kunne bygge videre på.

- Victor Koppel.

Mens jeg går igennem Strøget, møder jeg altid de samme mennesker. Mennesker uden håb, mennesker uden et trygt og sikkert hjem. De har ingen fremtid. Jeg tager mig selv mange gange i at spørge mig selv, om hvorfor? Hvorfor er dette disse menneskers skæbne? Har de måske gjort noget ubarmhjertigt, noget utilgiveligt, siden de ikke har retten til et tag over hovedet? Svaret er nej. Mange mennesker i Danmark lider af fattigdom, og det gælder ikke kun for os i det Danske land, og det tror jeg at vi allesammen her på denne jord, godt er klar over. Men – hvorfor gør vi så ikke noget? Jeg mener, hvor meget skal der til, før regeringen begynder at tage hånd om disse uskyldige mennesker? Ja, jeg ved da godt at man ovre i den 3. verden er i fuld gang med deres “Børnefonden”, og “Red Barnet” kampagner, og det er også storslået! Fedt at de gør noget. Men, hvorfor er det kun børn det gælder? Og HVORFOR, er det kun ovre i lande som Afirka osv? Hvad skyldes det? Personligt synes jeg, at vi skulle til at stramme ballerne sammen omrking dette. Hele verden sulter, og lider af fattigdom. Tanken i mit hovede går igen og igen: Hvad er det mon, de tænker når de går forbi disse svage og sultne mennesker, der ikke ønsker andet, end blot et sted at sove? Det er alt de beder om, og det er skræmmende at regeringen ikke gør noget ved det.

Tænk hvis det var mig, afslutter jeg og trasker videre ned at strøget. Jeg fantasere mig ind i en verden, hvor betydningen af at jeg ingen økonomi har, skal klare mig selv. Det ville være… Ligesom et mareridt, og jeg er sikker på det skal opleves før man overhovedet kan beskrive blot halvdelen. Altså, hvor forfærdeligt ville det ikke være, ikke at have penge nok til mad? Til et sted at bo? Små 20 kroner kan gøre en forskel i en fattigs liv. Der kan han i det mindste få  noget at spise.  Finanskrisen har taget hårdt på alle i Danmark, og man kan ikke ligefrem sige det hjælper de hjemløse, og vi kan alle gøre vores for at få tallet på fattige og hjemløse til at bakke nedad. Vi skal handle drastisk, ellers kan det ende meget værre, end det allerede er.

- Andrea

Jeg har lige set en film, som handler om en pige, hvis forældre bliver skilt, da hun var helt lille. Hende og hendes søster bliver fjernet fra moderen. Igennem få år flytter hun rundt over det hele, hun har en tidslinje hvor der står hvor hun har boet gennem tiderne. Og det er ret mange forskellige steder hun har boet.

 
Jeg synes at det er svært at have en ”mening” om sådan noget. Fordi man jo selv ikke er i denne situation. Selvfølgelig synes jeg at det er synd for hende pigen, sådan at blive skilt fra sine forældre. Og det kan jo også sagtens give problemer for hende, når hun vokser op. Men stadigvæk så har hun det ikke så slemt som dem som fx lever i en papkasse. Hun har jo sådan set et sted at bo, hvor hun får mad.